_
Af Emil Lund og Peter-Emil Hornemann
Julie trækker sin lillesøster Tilde til side.
“Vil du med ud at gå en tur?”
Hun har noget, som hun skal spørge sin søster om, men det skal ikke være foran resten af familien. Julie kan fornemme alvoren i sin tyve år yngre lillesøsters ansigt, da hun siger ja. Normalt er stemningen mellem dem let og sjov. De deler samme humor, og er begge meget snakkesalige, men i dag er anderledes. Julie skal bruge noget, der er Tildes. Noget, man ikke bare kan låne ud. Hun kan mærke klumpen i sin hals, mens de går op imod skoven og snakker. Julie vil spørge Tilde, om hun må få nogle af hendes æg, så hun langt om længe i en alder af 39 kan blive mor.
Julie er i tvivl, om hun kan tillade sig at bede sin 19-årige lillesøster om æg. Vil Tilde sige ja? Og forstår hun, hvad det er, hun siger ja til? Men Julie er nødt til at spørge.
Hun indleder med at snakke om det lange forløb, som hende og kæresten har været igennem, mens klumpen i halsen vokser. Hun kan heller ikke helt holde tårerne tilbage, da hun forsøger at komme spørgsmålet nærmere. Spørg nu bare, tænker hun. Men før hun formår at få spørgsmålet over læberne, kommer Tilde hende i forkøbet.
“Jeg ved godt, hvad det er, vi skal snakke om”, siger Tilde.
Julie stopper op i kanten af skoven og kigger ind i sin lillesøsters blå øjne.
Julie ser Ulrik første gang på Heidis Bierbar i Svendborg, hvor han sidder og drikker en øl. Hun er egentlig på vej ud for at ryge en cigaret, men går lige forbi ham og siger, at hun regner med, at han bliver siddende, indtil hun kommer tilbage. Og det gør han. Ulrik er 34 og har to døtre, der er et og tre år gamle. Julie er 31 og har på en eller anden måde altid forestillet sig, at hun nok ville finde en, der allerede havde børn. Hun bliver ikke skræmt væk. Det bliver da også til et kys eller ti, men da aftenen nærmer sig slutningen, og Julies morgentog hjem til Horsens ikke er mange timer væk, er Ulrik alligevel ikke klar til at give Julie sit telefonnummer.
Da han vågner dagen efter, har han fortrudt. Hvorfor gav han hende ikke bare sit nummer?
Faktisk fik han ikke engang et efternavn, så en Facebook-skattejagt virker også uoverskuelig. Han kører aftenen igennem i sit hoved, for at komme i tanke om noget, han kan bruge til at finde hende. Han kan huske, at hun arbejder på fødegangen på Horsens Sygehus – og så får han idéen. Han ved fra sine to døtres fødsler, at der er tavler med medarbejderne på fødegange.
Fire dage efter kører han til Horsens. Ganske rigtigt. På en tavle på fødegangen hænger billeder og fulde navn på alle de ansatte. Ulrik skynder sig hjem igen, før de støder på hinanden.
Han trykker ‘send’ på venneanmodningen, og de aftaler en date.
Julie er glad, når hun er sammen med Ulrik. Derfor er det vigtigt for hende at finde ud af, om de to har en fremtid sammen. Allerede på anden date spørger hun ham, om han vil have flere børn. Det vil Ulrik heldigvis gerne.
Kort efter søger Julie arbejde som sygeplejerske på Svendborg Sygehus og får det. Hun flytter over til Ulrik, og efter et år køber de et gult halvfjerdser-håndværkertilbud lidt uden for byen. Nu skal huset renoveres med to børneværelser, og når det er gjort, skal de fyldes ud.
Det første Julie gør, efter hun har læsset familien af, er at køre i Rema og købe en graviditetstest. Familien med de to bonuspiger er lige kommet hjem fra en skiferie i Tjekkiet, hvor det var meningen, at Julie skulle have haft sin menstruation. Men den kom aldrig, og selvom hun stadig er på p-piller, tænker hun, at hun hellere må få det tjekket.
Der er ingen tvivl. Da Julie kigger ned på testen, er de to streger allerede dukket op. Hun tager en test mere. Klemmer de sidste dråber ud. Den er god nok. Julie suser ud i køkkenet, sætter sig på køkkenbordet og kalder på Ulrik.
“Jeg er gravid.”
Julie kommer gående ned ad gangen på sit arbejde. De har lige rejst sig fra aftensmaden, hvor hun har siddet og fortalt stolt om sin graviditet. Pludselig mærker hun en smerte i venstre side af sit underliv. Det føles som en slangebøsse, der svirper mod hendes hud. Hun prøver at holde sig stående, men smerten bliver værre med hvert åndedrag, hun tager. En kollega kommer løbende, og indimellem gråden får Julie forklaret, hvad der er galt. Kollegaen løber med det samme ud for at finde en læge.
Julie bliver lagt op på en båre og bliver kørt ned på skadestuen, hvorfra hun bliver sendt videre mod Odense. Der er så store indre blødninger, at de ikke kan se, hvad der er galt. De bliver nødt til at operere hende, og hun får morfin.
En kollega ringer Ulrik op og giver Julie røret. Først forstår Ulrik ikke, hvad der foregår. Sidst han snakkede med hende, havde hun været lykkelig og gravid, nu ligger hun og græder i telefonen. Han bliver faktisk lettere irriteret over, at hun allerede er begyndt at brokke sig over sin graviditet. Det er for guds skyld samme dag, som hun har opdaget den. Mens Julie prøver at forklare Ulrik, hvad der er sket, begynder morfinen at melde sin ankomst, og hun bliver mere usammenhængende. Ulrik kan høre Julie forsvinde i gråden, og det går op for ham, at der er noget alvorligt galt. Han skynder sig ud i bilen og stryger af sted mod Odense.
Da Julie slår øjnene op, sidder Ulrik ved siden af hende. Lægerne har allerede fortalt ham, hvad der er sket med Julie. Hun var gravid uden for livmoderen. Ægget havde sat sig fast i æggelederen, og da det voksede, kunne Julies krop ikke længere holde til det. Æggelederen sprang. Det var det smæld, hun mærkede på fødegangen. De efterfølgende smerter var forårsaget af blodet, der strømmede ud i hendes krop. Hun har mistet tre ud af fem liter blod i sin krop.
Lægerne har også fortalt Ulrik, at Julie har mistet barnet, og at hun vil få meget sværere ved at blive gravid, nu hvor den ene æggeleder er sprunget. Men han siger ikke noget om det til Julie. Han tager bare hendes hånd og kigger på hende, mens de græder. Da en læge kommer ind på stuen, forklarer hun også Julie, hvad der er sket, og slutter så af med at sige, at hun allerede har henvist dem til en fertilitetsklinik.
Den næste uge er Julie sygemeldt. Hun sidder i sofaen i det rum, der skulle have været et børneværelse, mens det ene tv-program efter det andet ruller over skærmen. Folk ringer til hende og sender hende blomster med søde hilsener, men hun tager ikke telefonen og ringer ikke tilbage. Det eneste, der fylder noget i hendes hoved, er det barn, hun ikke skal have alligevel.
Et halvt år senere, da Julies krop er kommet sig, og det er slut med blodtransfusioner, begynder de med fertilitetsbehandling. Som sygeplejerske ved Julie godt, at det er de færreste, der bliver gravide første gang, så selvom hun håber på det, er det ikke noget stort chok for hende, da det første forsøg er en fuser. Heller ikke anden gang bliver hun overrasket. Men over de næste 4 år følger det ene fejlslagne forsøg efter det andet, og for hver gang hun kigger på en graviditetstest med en ensom kontrol-streg, eller får at vide, at hendes æg er gået til i optøningen, bliver det lidt sværere for hende at holde humøret oppe. Hun begynder at blive provokeret af de kvinder, der kommer ind og brokker sig over kvalme. De skulle bare vide, hvor meget hun ville ønske, at det var hende, der lå og kastede op om morgenen.
I den periode opdager lægerne også en cyste uden på Julies livmoder, som de mistænker skyldes endometriose. Hver gang Julie modtager hormonbehandling, kan lægerne se, at cysten vokser. Julie får at vide, at de til enhver tid kan stoppe hormonbehandlingen, og så vil cysten skrumpe. Smerten i hendes underliv bliver værre for hver hormonbehandling, og det er ikke længere noget, hun kan klare med lidt panodiler. Alligevel nægter hun at stoppe i hormonbehandling.
En morgen vågner Julie med voldsomme smerter i underlivet. Hun kigger på den anden side af sengen og opdager, at Ulrik er taget på arbejde. Kan hun stå op? Nej, det går ikke, smerterne er for voldsomme. Hun tager telefonen og trykker klinikkens nummer. Mens hun venter, når hun at overveje, om hun skal lægge på igen. Hun har ikke lyst til at sætte behandlingen på pause, men de her smerter er ikke til at leve med. Hun kommer igennem til klinikken, men da Julie åbner munden for at fortælle, hvad der sker, begynder hun at græde.
Det er ikke til at holde ud, at hun skal blive ældre uden at forsøge at blive gravid. Den smertelige tanke om et liv uden at blive mor overdøver den fysiske smerte, der dunker i hendes underliv. Men Julie har ikke noget valg. Lægerne tvinger hende til at stoppe behandlingen. Al hormon-tilførsel i kroppen bliver sat på pause.
Julies telefon ringer. Det er hendes barndomsveninde.
De to ser ikke hinanden så meget, som de gjorde, før Julie flyttede fra Horsens. Men de er tætte veninder. Veninden har tre børn, og Julie er gudmor til alle tre. Nu ringer veninden for at fortælle, at der er et fjerde barn på vej, selvom det ikke var planen.
“Vi tager sgu lige én mere,” siger veninden.
Julie har altid kunnet glæde sig på andres vegne. Men fire børn. Og uden at prøve. Hun forsøger at lyde, som om hun er glad for nyheden og får vist nok også sagt tillykke, men inderst inde har hun svært ved at rumme det. Det føles uretfærdigt, at andre bliver gravide uden at prøve. Med det fjerde barn. Lige én mere.
Ved Julies næste ægudtagning er der ingen æg at tage ud. Lægen kigger på Julie og Ulrik og siger, at de nok er nødt til at overveje ægdonation.
Julie vidste jo egentlig godt, at det var den vej, det gik. Hun er 39 år, og til de sidste par ægudtagninger har der været færre og færre æg hver gang. Julie må indse, at det ikke bliver med hendes egne æg, hvis hun nogensinde skal blive gravid.
Efterfølgende er de til et møde om ægdonation på klinikken. Her bliver et skema lagt på bordet foran dem. På skemaet kan de krydse af, hvordan ægdonoren skal se ud. Hvilken øjenfarve, hvilken hudfarve, hvilken hårfarve? Julie kan ikke helt forene sig med tanken om at føde et barn, der slet ikke ligner hende selv. Hun har selv mørkt hår og brune øjne, og det er der ikke mange skandinaviske piger, der har. Ventetiden kan meget vel gå hen at blive lang, og Julie bliver ikke yngre.
“I kan jo også vælge en kendt donor,” foreslår lægen.
Uden nogensinde at have skænket det en tanke før flyver det ud af Julie, at det hele bare ville være nemmere, hvis de kunne få et æg af hendes lillesøster, Tilde. Lægen spørger, om hun må skrive det i journalen. Julie ved snart ikke. Men hun kan godt lide tanken. Hun kender Tilde og ved, at hun er et godt menneske. De deler DNA, og folk siger altid, at de minder meget om hinanden. Det virker mere trygt end at få æg fra en fremmed.
Julie ved ikke, om hun kan tillade sig at spørge Tilde. Tilde er kun 19 år og ved måske ikke, hvad hun går ind til, hvis hun siger ja. Hun er slet ikke et sted i sit liv, hvor børn er noget, hun overvejer.
Og hvordan kan Julie være sikker på, at Tilde ikke lige pludselig vil føle, at det er hendes barn?
Julie er sådan set ikke bekymret for, hvordan hun selv ville have det med at føde et barn med Tildes æg. Hun tænker meget på en episode fra sit arbejde. Julie skulle tilse en kvinde, der lige havde født et barn med sin kusines æg. Kvinden fortalte, at hun helt indtil fødslen havde været nervøs for, om hun ville føle, at hun havde født en andens barn. Men da hun lå med barnet i sine arme, var hun ikke i tvivl. Det var hendes barn.
I jagten på afklarethed beslutter Julie sig for at tage en snak med den person, som kender hende og Tilde allerbedst. Hun kører til Horsens for at besøge deres mor.
Julie er som sådan ikke bekymret for, at Tilde vil sige nej. Det vil hun sagtens kunne forstå. Hun er bekymret for, at Tilde siger ja uden at vide, hvad hun siger ja til.
Men moderen maner bekymringerne til jorden. Hun stoler på, at Tilde kan træffe sådan et valg.
Da Julie sætter sig ud i bilen med kurs mod Svendborg, er den tvivl, der fyldte hendes hoved på vej hjem til moderen, væk. Hun vil spørge Tilde.
Julie siger ikke noget. I kanten af skoven står hun og kigger ind i Tildes blå øjne, mens hun venter på, hvad Tilde nu vil sige.
“Jeg har tænkt meget på det, og selvfølgelig kan I godt få nogle af mine æg.”
Julie siger stadig ikke noget, men lader sine tårer være svaret. Hun slår armene om Tilde. Hun bliver så stolt, da Tilde selv tager ordet og siger, at hun gerne vil tilbyde dem sine æg.
Efter turen i skoven snakker Julie og Tilde meget i telefon sammen. Julie vil være helt sikker på, at Tilde ved, hvad hun går ind til og ikke føler sig presset. Men Tilde er sikker i sin beslutning. Hun vil have, at Julie skal have muligheden for at blive gravid med hendes æg. Efter et stykke tid begynder hun i fertilitetsbehandling. Det viser sig, at Tildes æg er perfekte, og det lykkes at få befrugtet fem af dem.
Nu er det nu. For ni dage siden fik Julie sat det første af Tildes æg op. Nu sidder hun med en graviditetstest i hånden og stirrer på den. Den første streg – kontrol stregen – dukker op. Testen er altså god nok. Julie kigger længe på det hvide felt, hvor streg nummer to burde komme til syne, men uanset, hvor længe hun venter, er der ikke antydningen af en streg mere. Hendes krop har ikke taget imod det perfekte æg.
Efter forsøget er Julie af helbredsmæssige årsager igen nødt til at holde en pause, og den her gang føles pausen længere end nogensinde før. Hun tør næsten ikke kigge på en kalender, fordi hun ikke kan klare tanken om, hvor mange måneder, der går, uden at hun får sat et æg op.
Hun har fire angiveligt perfekte æg tilbage, men hvad skal det nytte, hvis perfekt ikke er godt nok? Julie er fyldt 40 år, og begynder for alvor at tænke på, hvad hendes liv skal blive til, hvis det ikke lykkes. Hun har jo Ulriks piger, som hun elsker, men det var bare ikke det, der var meningen. Det var meningen, hun skulle være rigtig mor. Med fødsel. Med veer. Med morgenkvalme. Den slags mor, hun altid har drømt om at være.
Ni dage efter hun har fået sat det andet æg op, vågner Julie, mens det stadig er mørkt. Hun skal tisse. Hun kigger på sin telefon og ser, at klokken kun er fire. Fuck, tænker hun. Når man skal tage en graviditetstest er det vigtigt, at man gør det med morgenurin, fordi urinen skal være i kroppen så længe som muligt. Hun tør ikke tage testen nu, for hvad nu hvis der ikke er gået længe nok? Hun tør heller ikke tisse nu, for hvad nu, hvis hun ikke skal tisse, når hun vågner igen? Hun lukker øjnene, vender sig om på den anden side og prøver at falde i søvn. Hun har været igennem så meget for at få sat det her æg op. Nu skal det ikke gå galt på målstregen, bare fordi hun ikke kan holde sig.
Det dur ikke. Hun er nødt til at gå ud at tisse. Hun bliver enig med sig selv om, at det trods alt er bedst at tage en graviditetstest nu. Nervøsiteten over hvorvidt hun er blevet gravid, bliver forstærket af nervøsiteten over, om det overhovedet dur at tage en test om natten.
Hun tager testen og kigger ned på den. Kontrolstregen dukker som vanligt op, men den her gang er den ledsaget af en anden streg, der fortæller Julie det, hun gerne har villet høre de sidste otte år. Julie er gravid. Hun bliver siddende og stirrer på de to streger, som om de forsvinder, hvis hun kigger væk. “Fuck, fuck, fuck, hvor vildt,” siger hun for sig selv. Hun rejser sig så op, lægger testen på bordet ved siden af håndvasken, og går lidt rundt på badeværelset, mens hun forsøger at græde så lavmælt som muligt. Hver gang hun passerer bordet, hvor testen ligger, kigger hun lige igen for at sikre sig, at den stadig er der.
Ulrik ligger stadig og sover, da Julie kommer ind på værelset. Ulrik vågner, forvirret over Julie, der står ved siden af sengen og græder.
“Jeg er gravid,” siger hun.
Julie og Tilde står sammen ved puslebordet i huset i Svendborg. På bordet foran dem med benene i vejret og gevinst i bleen, ligger Villads og kigger op på dem. Det er elleve måneder siden, Julie fik sat Tildes andet æg op, og efter ni måneder med morgensyge og veer, som Julie nød hvert eneste sekund af, lykkedes det endelig at blive mor. Rigtig mor.
Villads har rødt hår og Tildes blå øjne. Han ligner egentlig ikke Julie særlig meget. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at han er hendes.
Julie og Tilde har ikke rigtig haft tid til at snakke om, hvordan Tilde har det med Villads, efter han er blevet født. Selvom de ser hinanden tit, har Julie ikke taget sig sammen til at spørge. Hun føler sig rimelig sikker på svaret, men hvad nu hvis hun tager fejl? Hvad hvis Tilde har fortrudt eller føler, at Villads er hendes barn?
Det er Tilde, der skifter Villads, og da bleskiftet er gennemført, får de to søstre øjenkontakt. Julie griber chancen.
“Hvordan har du det egentlig med ham?”, spørger hun. “Føler du, at han er din?”
Mens hun kigger ned på Villads, svarer Tilde.
“Nej, men jeg føler, at jeg har et særligt bånd til ham.”
–
–
–
Sådan er historien blevet til:
Historien er skrevet ud fra interviews og korrespondancer med Julie, Ulrik og Tilde. Samtaler, der er gengivet i artiklen, er blevet bekræftet af begge deltagere. Både Julie, Tilde og Ulrik har bidraget til at forstå handlingsforløbet.